Klubbens vedtægter



Klik på referencerne for at komme til emnerne.

§ 1

Sejlklubbens navn og hjemsted

§ 2

Sejlklubbens formål

§ 3

Medlemskab af organisation

§ 4

Optagelse af medlemmer

§ 4.1

Medlemmernes pligter

§ 4.2

Klubbens optimistjoller

§ 5

Kontingent

§ 6

Udmeldelse - eksklusion

§ 7

Ordinær generalforsamling

§ 8

Dagsorden

§ 9

Generalforsamlingens ledelse m.v.

§ 10

Ekstraordinær generalforsamling

§ 11

Bestyrelse - valg

§ 11.1

Bestyrelsens ansvar og pligter

§ 12

Konstituering - tegningsret

§ 13

Regnskab

§ 14

Revision

§ 15

Vedtægtsændringer

§ 16

Klubbens opløsning


§ 1 Sejlklubbens navn og hjemsted

Klubbens navn er Køge Motor- & Sejlklub (KMS)

Dens hjemsted er Køge kommune

Klubbens stander er hvid/blå med blåt navn i hvid trekant


§ 2 Sejlklubbens formål

Klubbens formål er :
  • at samle alle, der har interesse for motorbådssejlads og sejlsport.
  • at varetage medlemmernes praktiske og økonomiske interesser i forbindelse med sejlsport.
  • at virke for større sikerhed til søs.
§ 2.1 Klubben er upolitisk, og der må ikke drives erhverv fra klubbens område.

§ 3 Medlemskab af organisation

Klubben er medlem af Dansk Sejlunion og Køge bugt kredsen og er dermed undergivet disses vedtægter og bestemmelser.

§ 4 Optagelse af medlemmer

Klubben optager medlemmer af begge køn ;

Aktive medlemmer
  • Familiemedlemmer
    Aktive sejlere som er fyldt 18 år. Hjemmeboende børn under 18 år har samme rettigheder som familiemedlemmet, dog ikke stemmeret på generalforsamlinger.
  • Personmedlemmer
    Aktive sejlere som er fyldt 18 år. Hjemmeboende børn under 18 år og ægtefælle (samlevere) har samme rettigheder i klubben som medlemmet, dog ikke stemmeret på generalforsamlinger.
Passive medlemmer
  • Tidligere aktive sejlere, som ikke mere har båd.
  • Gaster som deltager i klubkapsejladser.
  • Aktive medlemmer i andre sejlklubber.
  • Personer med interesse for sejlsport.
Bortset fra stemmeret på klubbens generalforsamling har medlemmer optaget som passive samme rettigheder og pligter som aktive medlemmer.

Familiemedlemmer har 2 stemmer og personmedlemmer har 1 stemme ved generalforsamlinger.

Aktive pensionistmedlemmer optaget før 27. februar 2009 har samme rettigheder og pligter som aktive medlemmer.

Indmeldelse sker ved udfyldelse af optagelsesskema, enten direkte på klubbens hjemmeside, eller på formular, som kan afhentes i klubhuset eller fås ved henvendelse til et bestyrelsesmedlem, hvorefter den i udfyldt stand fremsendes til klubben.
Ønske om indmeldelse behandles på førstkommende bestyrelsesmøde. Ved optagelse opkræves der indskud og kontingent for den resterende del af indeværende kontingent-periode. Ved afslag om optagelse begrundes dette.

Personer der er slettet på grund af gæld til Køge Motor- & Sejlklub eller en anden sejlklub, kan ikke optages før end det pågældende gældsforhold er bragt i orden.

Æresmedlemmer kan på bestyrelsens forslag vælges på generalforsamlingen. Beslutning herom kræver samme majoritet, som er foreskrevet til ændring af klubbens vedtægter, jfr. § 15.

Spørgsmål om valg af æresmedlemmer kan ikke gøres til genstand for diskussion på generalforsamlingen.


§ 4.1 Medlemmernes pligter

I klubhuset og på klubbens område har medlemmerne pligt til at sørge for orden og renlighed. Bestyrelsen kan indkalde medlemmerne til vedligeholdelsesarbejde på de anførte steder.

Det er ethvert medlems pligt at udvise god opførsel og godt sømandsskab såvel på sejlture, som ved ophold i fremmede havne.

Både, der bærer klubbens stander, skal holdes i forsvarlig stand, og sikkerhedsudstyret skal være i orden.

Bådejere, der groft overtræder dette punkt i klubbens vedtægter, kan ikke være medlem af Køge Motor- & Sejlklub, ej heller føre klubbens stander.

Både tilhørende klubbens medlemmer skal være ansvarsforsikrede.


§ 4.2 Klubbens optimistjoller

Benyttelse af klubbens optimistjoller sker på forældres - eller efter aftale - andre voksne medlemmers ansvar.


§ 5 Kontingent

Klubbens kontingent fastsættes for ét år ad gangen på den ordinære generalforsamling.
Kontingentet opkræves halvårligt forud for alle medlemmer.


§ 6 Udmeldelse - eksklusion

Til gyldig udmeldelse kræves, at den sker skriftlig til klubben med mindst 14 dages varsel, og at det pågældende medlem har betalt sit kontingent til klubben frem til den dag, hvorfra udmeldelsen har virkning.

Når et medlem er i kontingent-restance udover 2 måneder, kan bestyrelsen med mindst 8 dages skriftlig varsel ekskludere vedkommende.

I øvrigt kan bestyrelsen ekskludere et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil. Bestyrelsens beslutning kræver dog, at mindst 2/3 af bestyrelsens medlemmer har stemt for eksklusionen.

Bevist tyveri på klubbens område medfører eksklusion.

Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar, og medlemmet kan kræve at spørgsmålet om eksklusion afgøres på den førstkommende ordinære generalforsamling. I alle tilfælde, hvor en eksklusion skal behandles på en generalforsamling, har vedkommende medlem krav på at få meddelelse herom senest 3 døgn, før generalforsamlingen afholdes, ligesom medlemmet har adgang til denne med ret til at forsvare sig. Spørgsmålet om eksklusion skal optages som et særskilt punkt på dagsordenen.

Generalforsamlingens beslutning om eksklusion kræver samme majoritet, som ved ændring af klubbens vedtægter, jfr. § 15.

Et medlem, der er ekskluderet i henhold til en generalforsamlingsbeslutning, kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamlingsbeslutning. Her kræves samme majoritet som ved beslutning om eksklusion.


§ 7 Ordinær generalforsamling

Generalforsamlingen er med de indskrænkninger, som disse vedtægter foreskriver, den højeste myndighed i alle klubbens anliggender.

Den ordinære generalforsamling, der afholdes hvert år i februar måned, indkaldes ved ;
  • enten meddelelse til medlemmerne på klubbens hjemmeside,
  • eller skriftlig meddelelse til medlemmerne,
  • eller opslag i lokal avis
med mindst 2 ugers varsel.

Forslag, der ønskes forelagt generalforsamlingen til vedtagelse, skal være bestyrelsen i hænde senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse. Forslagene skal optages på dagsordenen.

Stemmeret har alle aktive medlemmer der er fyldt 18 år, og har været medlem af klubben i de sidste 3 måneder før generalforsamlingen, og som ikke er i kontingent-restance.

Stemmeret kan kun udøves ved personligt fremmøde. Dog kan en ægtefælle - eller dermed ligestillet - med fuldmagt stemme for sin fraværende ægtefælle.

Passive medlemmer er valgbare til bestyrelsen og har som bestyrelsesmedlemmer stemmeret på generalforsamlingen og i bestyrelsen.


§ 8 Dagsorden

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende punkter:
  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
  3. Forelæggelse af regnskab for det forløbne år til godkendelse samt budget for det kommende år.
  4. Behandling af eventuelt indkomne forslag
  5. Fastsættelse af kontingent.
  6. Valg af formand (lige årstal).
  7. Valg af kasserer (ulige årstal)
  8. Valg af den øvrige bestyrelse : 3 medlemmer (ulige årstal) og 2 medlemmer (lige årstal).
  9. Valg af 2 suppleanter til bestyrelsen.
  10. Valg af revisor og revisorsuppleant.
  11. Nedsættelse af udvalg.
  12. Eventuelt.


§ 9 Generalforsamlingens ledelse m.v.

Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen, til at lede forhandlingerne.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal, jfr. dog § 4, § 6, § 15 og § 16. Dirigenten bestemmer afstemningsmåden. Dog skal på begæring fra blot 1 stemmeberettiget medlem afstemning og valg foregå skriftligt, ligesom alle afstemninger om eksklusion skal foregå skriftligt.

Generalforsamlingens beslutninger indføres i en protokol, hvori også et referat af forhandlingerne optages i det omfang, dirigenten bestemmer.


§ 10 Ekstraordinær generalforsamling

Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 1/4 af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt stiller krav herom til bestyrelsen. I sidstnævnte tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest 1 måned efter, at begæringen er fremsat overfor bestyrelsen med oplysning om det emne, der ønskes behandlet.

Om indkaldelsesmåde gælder bestemmelserne i § 7.


§ 11 Bestyrelse - valg

Bestyrelsen er klubbens daglige ledelse og repræsenterer klubben i alle forhold. De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben i henhold til vedtægterne.

Bestyrelsen består af en formand, en sekretær, en kasserer og yderligere 4 medlemmer og vælges for ét år af gangen af den ordinære generalforsamling.

Formanden og kassereren vælges ved særlig afstemning.

Genvalg kan finde sted.


§ 11.1 Bestyrelsens ansvar og pligter

Bestyrelsen har, under ansvar for generalforsamlingen, pligt til at varetage klubbens interesser og forvalte dens midler på forsvarlig måde.

Bestyrelsen ansætter/afskediger eventuel klubhusbestyrer og eventuel anden medhjælp.

Bestyrelsen er ansvarlig for klubbens spiritusbevilling.

I medfør heraf kan der kun udskænkes til medlemmer af klubben samt deres gæster.

Bestyrelsen kan udlåne klubhuset.


§ 12 Konstituering - tegningsret

Bestyrelsen konstituerer sig snarest - dog senest 14 dage - efter generalforsamlingen på et bestyrelsesmøde, med sekretær. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer, hvoriblandt formanden eller sekretær, er til stede, jfr. dog § 6 ,stk. 3.
I formandens forfald indtræder sekretæren i dennes sted.
Over bestyrelsens forhandlinger føres en protokol.
Klubben tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner der vedrører den daglige drift kan kassereren tegne klubben alene. Økonomiske dispositioner, der har rækkevidde udover den daglige drift, kræver bestyrelsens fuldmagt via forhandlingsprotokollen. I alle sager, der angår køb, salg eller pantsætning af fast ejendom eller løsøre, tegnes klubben af formanden, sekretæren og kassereren i forening.



§ 13 Regnskab

Klubbens regnskabsår er kalenderåret.

Bestyrelsen skal inden den 1. februar afgive driftsregnskab for det foregående år og status pr. 31. december til revisor.

Driftsregnskab og status skal forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisors påtegning.

Driftsregnskab og status bekendtgøres på klubbens hjemmeside for klubbens medlemmer senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.


§ 14 Revision

På den ordinære generalforsamling vælges for 1 år ad gangen 1 kritisk revisor og 1 revisorsuppleant, jfr. § 8.

Revisor skal hvert år i februar gennemgå det samlede regnskab og påse, at beholdningerne er til stede. Driftsregnskab og status forsynes med påtegning. Revisor har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.


§ 15 Vedtægtsændringer

Forandringer af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst 2/3 af de afgivne stemmer er for forslaget.


Til toppen af siden (§ Index)

§ 16 Klubbens opløsning

Bestemmelse om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særlig indkaldt ekstraordinær generalforsamling. Til dennes beslutningsdygtighed kræves, at mindst 1/2 af klubbens stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 3/4 af de afgivne stemmer er for forslaget.

Opnås sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutningen kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.

Klubbens eventuelle formue skal ved opløsning overdrages til en anden forening, institution eller Køge Kommune.

Beslutning om overdragelse af formuen sker ved simpelt stemmeflertal.

Disse vedtægter er besluttet på generalforsamlingen den 29.oktober 1999, revideret på generalforsamlingen den 23. februar 2001, generalforsamlingen den 27. februar 2009 samt senest ved generalforsamlingen den 25. februar 2011.



Til toppen af siden (§ Index)

Køge Motor- & Sejlklub, Bådehavnen 16, 4600 Køge

E-mail: